Blødgøring
 

24. maj 2022

Da generalforsamlingen i april vedtog et forslag om at stille arbejdet med blødgøring af drikkevandet i bero, ønsker bestyrelsen at understrege, at den ikke arbejder videre med dette projekt. Bestyrelsen holder dog naturligvis øje med udviklingen inden for området for hele tiden at blive klogere, men vil primært koncentrere sig om andre opgaver.

 

 

28. marts 2022

Bestyrelsens arbejde med opgaven om blødgøring af drikkevandet er nærmere beskrevet i det statusnotat, som findes ved at trykke   her.

 

 

Ideforslag til blødgøring af drikkevandet:

Bestyrelsen har siden generalforsamlingen i 2019 arbejdet på opgaven med at få klarlagt, hvilke eventuelle muligheder Ejby Vandværk har for at kunne blødgøre det drikkevand, som udpumpes til forbrugerne. Arbejdet er udført i samarbejde med chefingeniør Peter Borch Nielsen fra Krüger A/S, som beskæftiger sig med sådanne opgaver.

Det foreløbige resultat er beskrevet i et idegrundlag, hvor de alternativer, som Ejby Vandværk kan benytte sig af, er nærmere belyst. Emnet bliver taget op på den kommende generalforsamling og bliver her nærmere kommenteret.

Selve idegrundlaget kan findes her på hjemmesiden ved at klikke HER

 

Om blødgøring af kalkholdigt drikkevand:

I sommeren 2016 blev der ændret i reglerne vedrørende afkalkning af drikkevand, der betyder, at hver enkelt husstand i landet lovligt kan montere blødgøringsanlæg, som fungerer ved, at vandet ledes gennem en ionbytter, som fjerner kalcium- og magnesium ioner. En teknologi, der har været anvendt i industrien i mange år, og som nu godkendes til drikkevand. Sådanne anlæg skal installeres af en autoriseret VVS installatør.

Ejby Vandværks bestyrelse og driftsledelse har også drøftet muligheden for etablering af et centralt afkalkningsanlæg, monteret på selve vandværket, men vi har foreløbigt vurderet, at man ikke kan påligne alle vore andelshavere en væsentlig ekstra udgift over i den i forvejen høje forbrugerpris, når man inkluderer vandafledningsafgiften, set i relation til, at hver enkelt ejendom nu selv, om ønsket, kan blødgøre sit vand. Hertil kommer teknologiens ændring af drikkevandets smag og ukendte sundhedsmæssige faktorer.

Ejby Vandværk har gennem mange år pumpet friskt, mineralrigt og sundt drikkevand op fra områdets gode grundvand fra vandværkets 8 store boringer.

Ja, vi har "relativt hårdt" vand, men det er sundt og velsmagende, netop på grund af mineralerne, heriblandt kalkindholdet. Hårdheden, som er et udtryk for vandets indhold af calsium og magnesium, ligger langt under de godkendte normer, og de fleste vandforbrugende husholdningsmaskiner af god kvalitet kan indstilles efter vandets hårdhedsgrad.

Ejby Vandværk har således god vandkvalitet, hvilket også fremgår af de løbende vandanalyser, der foretages i det kontrolarbejde, der er fastlagt fra egne og kontrolmyndighedernes side, og vi er her og nu betænkelige ved at ændre drikkevandets gode smag og sammensætning af vandets struktur ved på selve vandværket at tilføre tilsætningsstoffer, som er nødvendige for at et centralt afkalkningsanlæg skal kunne fungere.

Ejby Vandværks bestyrelse overvåger udviklingen indenfor afkalkning af drikkevand sammen med vores driftsansvarlige, og vi holder os orienteret om de økonomiske forhold omkring den teknologi, som enkelte vandværker har etableret, men vi er foreløbig af den opfattelse, at vi må have mere sikkerhed for, at teknologien ikke skaber andre uhensigtsmæssige problemer samt at det er økonomisk rentabelt at investere i.

Ejby Vandværks opfattelse af situationen er i overensstemmelse med de øvrige lokale vandværker, der er medlemmer af Køge Vandråd.